Ipoh
Om Ipoh – en kulturperle i Kinta-dalen
Ipoh, tidligere centrum for verdens tinindustri, er i dag genopstået som en af Malaysias mest spændende byer med fokus på kultur og mad. Beliggende i den naturskønne Kinta-dal byder byen på en fin blanding af kolonihistorie, dramatiske kalkstensklipper og et køkken, der tiltrækker madelskere fra hele landet. Ipoh er desuden et oplagt stop mellem Kuala Lumpur og Penang.

Historie og arkitektur i Ipoh Old Town
Ipohs fortid mærkes tydeligt i byens stemning og bygninger. I Old Town går du blandt farverige butikshuse og smukt bevarede kolonibygninger fra den britiske tid. Her står tiden næsten stille. En gåtur på Ipoh Heritage Trail fører dig gennem byens historiske hjerte med gamle banker, urtårne og små gyder fyldt med vægmalerier og gadekunst.

Grottetempler og kalkstensklipper
Ipoh er omgivet af høje kalkstensformationer og i området findes mere end 30 grottetempler. Mange blev etablerede af kinesiske immigranter, der fandt hulerne velegnede til bøn og meditation. Blandt de mest kendte templer er Perak Cave Temple, Sam Poh Tong og Kek Lok Tong. Fællestræk for disse er rolige omgivelser, imponerende statuer og smuk udsigt over det omgivende landskab.

En by for madelskere
Ipoh er et sandt paradis for dig, der rejser med smagssanserne i fokus. Her finder du nogle af Malaysias mest elskede retter. Prøv for eksempel bean sprout chicken rice – saftig kylling serveret med sprøde bønnespirer og ris kogt i aromatisk bouillon. En anden favorit er Ipoh curry mee, en krydret nudelsuppe med kokosmælk, ofte med kylling, tofu og rejer. Du bør heller ikke gå glip af chicken and prawn ho fun, en mild og velsmagende suppe med flade risnudler, kylling og rejer i klar fond.
Retterne smager bedst på lokale kopitiams, de traditionelle kaffehuse hvor tempoet er lavt og smagen høj. Og selvfølgelig skal du prøve Ipoh white coffee – en blød, aromatisk kaffe ristet med palmesukker, som giver en let karamelliseret smag. Den drikkes af de lokale både om morgenen og om eftermiddagen, og ofte gerne med noget sødt til.
Anbefalet oplevelse
- Ipoh Heritage Trail
Gå på opdagelse i byens koloniale kvarter og oplev historien til fods. Vi tilbyder guidede byture med erfarne lokale eksperter, der gerne viser dig byen fra dens bedste sider.
Hvor kan man bo
- The Banjaran Hotsprings Retreat
Et luksuriøst wellness-resort omgivet af natur med varme kilder og fredelige omgivelser. Perfekt til fordybelse og afslapning.

- WEIL Hotel
Et moderne hotel midt i byen med komfort og nem adgang til spisesteder og seværdigheder. Et godt valg for rejsende, der vil kombinere bekvemmelighed og lokal stemning.
Ipoh som stop på rejsen
Byens placering mellem Kuala Lumpur og Penang gør den ideel til en overnatning eller to. Den ligger også tæt på Belum Rainforest, så den kan let indgå som del af en længere rundrejse. Så uanset om du søger kultur, natur eller en afslappende pause med god kaffe og endnu bedre mad, så er Ipoh et sted, der overrasker og begejstrer.